Arkitekt Gerhardt Poulsen var søn af tømrermester, senere kreditforeningsdirektør Peder Poulsen og Maren født Jørgensen og havde selv tømrerbaggrund. Han fik eksamen fra Odense Tekniske Skole i 1901 og tog i 1908 afgang som arkitekt fra Kunstakademiet, hvorefter han rejste til Grækenland for at foretage opmålinger af klassisk arkitektur for L'École française d'Athènes. Frem til 1911 var han en respekteret medarbejder ved udgravningerne i Athen og på Delos. I 1916 modtog han Akademiets lillle guldmedalje for et forslag til en Børs for en nordisk Hovedstad.
Han blev gift 9. november1912 i Athen med Dagmar Sophie Rahbek (23. juli 1890 i Athen – 22. september 1919 i Odense), datter af græsk oberstløjtnant, kongelig dyrlæge Alfred Johan Sophus Rahbek og Louise født Philipsen. I 1918 ramtes han af den spanske syge og døde, fulgt af hans græske hustru året efter. Parret er begravet i Odense.