- For alternative betydninger, se Erik Hansen. (Se også artikler, som begynder med Erik Hansen)
Erik Hansen (født 16. november 1922, død 8. august 2010) var en dansk fodboldspiller og -landstræner.
Fodboldkarriere
Aktiv karriere
Erik Hansen spillede for KB, hvor han opnåede 150 førsteholdskampe.[1] Han fik to kampe på U/21-landsholdet i 1950-1951 samt otte seniorlandskampe 1951-1953 (deraf én B-landskamp).[2]
Hos KB var han særligt kendt for sine straffespark, som han anvendte en helt speciel teknik til. Han tog tilløb fra midten af banen og løb derpå i zigzag, inden han sparkede til bolden. Teknikken forvirrede mange målmænd, og han havde stor succes med den.[1]
Landsholdskomiteen
Efter sin aktive karriere blev han medlem af DBU's daværende landsholdsudtagelseskomité, der bestod af seks-otte personer. Han var formand for komiteen 1958-1969, hvor han oplevede megen uenighed blandt medlemmerne, og han endte med at opfordre DBU's formand til at give udtagelsesansvaret til én mand. Dette blev gennemført i 1967, hvor han fik ansat Ernst Netuka til at tage sig af den fysiske del af landsholdet. Hansen og Netuka udgjorde dermed de facto en landstrænerduo. I 1968 overtog Henry From Netukas plads, og Hansen og From stod dermed i spidsen for landsholdet, indtil John Hansen overtog Erik Hansens plads i 1969.[3][1]
Anden karriere
I sit civile liv havde Erik Hansen oprindeligt en tanke om at blive lærer, men han gik i lære i en forretning for sportsudstyr, og han blev senere ansat i Stadion Sport, som han efter ti år overtog ejerskabet af og stod i spidsen for, indtil han gik på pension.[1]
Referencer
Eksterne henvisninger