Ellora er et højdepunkt i indiske klippetempler og dertil knyttet kunst og arkitektur. De 34 grotter er hugget i de lodrette Charanandri Hills og omfatter både buddhistiske, hinduistiske og jainistiske klippetempler og -klostre. Grotterne er udhugget i flere etaper under hindu-dynastier mellem det 5. årh. og 10. årh. Eksistensen af grotterne, der er bygget tæt på hinanden med flere religiøse retninger, tolkes som et eksempel på den religiøse tolerance i Indiens historie. De buddhistiske huler er de ældste Ellora-strukturer, og består hovedsageligt af klostre. Nogle har et billede af Buddha.