Depersonalisation

Depersonalisation er et dissociativt fænomen karakteriseret ved en subjektiv følelse af distancering fra sig selv, så man føler at man ikke er rigtigt til stede eller betragter sig selv udefra.^[1]

De berørte har intakt sensorik og evne til følelsesmæssige udtryk og erkender at deres oplevelse ikke er virkeligheden. Dette adskiller depersonalisation fra psykotiske vrangforestillinger, hvor den berørte er overbevist om at deres falske opfattelser er sandheden.^[2]

Oplevelser af depersonalisation forekommer i forskellige grader; fra milde til invaliderende. Depersonalisations-oplevelser synes at være ret udbredte, med en livstidsforekomst på 26–74%.^[3]

Depersonalisation ledsages ofte af derealisation. Derealisation er oplevelsen af, at den ydre verden føles fremmed eller uvirkelig.^[3]

Diagnosen depersonalisation-derealisations-syndrom (DPDR) kan stilles, når depersonalisation eller derealisation opleves gentagende eller vedvarende, og fører til betydelig lidelse eller nedsat funktionsevne. Personer, der lider af DPDR-symptomer, har ofte svært ved at beskrive følelsen, men sammenligner den med at leve i en drøm eller at se verden gennem en rude.^[3] Det er anslået, at optil 1-2% af befolkningen opfylder kriterierne for DPDR.^[4]

Interessen for depersonalisation kan spores tilbage til 1800-tallet. I 1873 fremlagde den franske læge Maurice Krishaber De la névropathie cérébro-cardiaque ("cerebrokardial nevropati"), hvor han undersøgte 38 patienter med symptomer på angst, udmattelse og depression.^[5] Baseret på disse undersøgelser introducerede han begrebet ”cerebrokardial neurose” - en tilstand, der senere skulle danne grundlag for vores forståelse af panikanfald i dag. En tredjedel af patienterne beskrev en følelse af forstyrret selvopfattelse og af at være afskåret fra virkeligheden, som om de levede i en drømmetilstand.^[6]

Udtrykket ”depersonalisation” blev indført af psykologen Ludovic Dugas indførte i 1911. Fænomenet vakte interesse blandt nogle læger, men det var først efter 1. Verdenskrig, at psykiatrien systematisk begyndte at undersøge og anerkende fænomenet. Efter 2. Verdenskrig opstod der en diskussion om, hvorvidt depersonalisering kunne betragtes som et selvstændigt syndrom. ^[6]

Depersonalisering optrådte for første gang som et differentieret syndrom i DSM-III-R. I lighed med de foregående udgaver (DSM-III-R, og DSM-V), inkluderer DSM-IV-TR depersonalisation under dissociative lidelser, og betragter derealisering som et associeret symptom.^[5][6] ICD-10 opererer med én samlet kategori – depersonalisations-derealisations syndrom, som dækker alle kliniske tilstande præget af depersonalisations- eller derealisationssymptomer, og som klassificeres som neurotiske lidelser, der er sekundære til stressende situationer.^[6]