Abbot, elleve år gammel, med det vandhjul, han opfandt.
Charles Greeley Abbots forældre drev en gård i Wilton, New Hampshire,[1][4], hvor han blev født som den yngste af fire børn.[4] Som dreng byggede og opfandt han adskillige ting som f.eks. en esse til at reparere værktøj, et vandhjul, der kunne drive en sav, samt en cykel. Han gik ud af skolen som 13-årig for at blive tømrer, men vendte to år efter tilbage og gik på high school[5] på Phillips Andover Academy.[1][5]
Da en ven skulle til Boston for at tage adgangseksamen til Massachusetts Institute of Technology, benyttede Abbot lejligheden til at besøge byen. Men efter ankomsten blev han utryg ved at færdes der alene og valgte i stedet at melde sig til den samme eksamen. Han bestod den, og hans familie indsamlede de midler, der var nødvendige for at sende ham til MIT i et år. Han studerede først til kemiingeniør, men skiftede snart til fysik.[5]
Mens han var ved Smithsonian Astrophysical Observatory (SAO), arbejdede Abbot under Samuel P. Langley. Da Langley skiftede område fra solstråling til aeronautik, overtog Abbot undersøgelserne af Solens stråling. I den forbindelse deltog Abbot i flere ekspeditioner. I 1900 tog han, sammen med Langley, til Wadesboro i North Carolina for at observere en solformørkelse,[8] efterfulgt af en anden ekspedition til en formørkelse på Sumatra i 1901. Hans ekspeditioner førte ham i tidens løb til Algeriet, Egypten, Sydafrika, Australien og andre lande, ofte i samarbejde med National Geographic Society. Abbot blev administrerende direktør for SAO i 1906,[7] og da Samuel P. Langley døde, blev Abbot i 1907 udnævnt til direktør for Smithsonian Astrophysical Observatory.[1] Mens Langley stadig var direktør, havde han besøgt Mount Whitney og fundet stedet særdeles velegnet til at anlægge et observatorium. Abbot skaffede midler til at opføre det, og det blev bygget i 1909.[9] Som direktør, hvilket han var indtil sin pensionering, oprettede Abbot et strålebiologisk laboratorium i 1929 for at studere strålings virkning på planter og andre organismer,[1][10] hvilket medvirkede til at frembringe den første generation af forskere i biofysik i USA.[1]
Liv og arbejde som direktør for Smithsonian
Abbot med en beholder fuld af udskrifter af solobservationer, 1968
Abbot blev vicedirektør for Smithsonian Institution i 1918,[1] efter Frederick W. Trues død.[11] I denne position ledede han Smithsonians biblioteker, det internationale udvekslingsprogram og SAO.[11] Han var også medstifter af Smithsonian Scientific Series, som var bøger der hjalp med til at rejse midler til Smithsonian.[4]
Han var den første direktør for Smithsonian, der gik på pension, hvilket skete den 1. juli 1944. Han fik status som emeritus[1] og kunne dermed fortsætte sin forskning.[13] I hans direktørtid afholdtes den første feriefest på Smithsonian, og Abbot sang og spillede cello for de festende. Mens han var i Washington, var han diakon ved First Congregational Church. Han spillede ofte tennis på den tidligere bane ved Smithsonian Castle.[1]
Senere liv og eftermæle
Den 31. maj 1955 afholdt Smithsonian et fødselsdagsselskab for Abbot, der markerede hans 83. fødselsdag og hans tresårige forbindelse med Smithsonian. Ved begivenheden, der blev afholdt i Smithsonian Castle, afsløredes en buste af Abbot, skabt af Alicia Neatherly, som blev overdraget til National Gallery of Art.[14]
Charles Greeley Abbot døde i en alder af 101 år i Maryland den 17. december 1973.[1][15] Den amerikanske solenergi-forening American Solar Energy Society har opkaldt en udmærkelse efter ham, som gives for bidrag til forskning i solenergi.[16] For sin forskning og sine bidrag til videnskaberne tildeltes Abbot en Henry Draper-medalje i 1910 og en Rumford-medalje i 1916.[4]
Abbot begyndte sin astrofysiske forskning med at undersøge solens stråling og fortsatte med at optegne de mønstre, som optræder i solens cykliske variationer. Med disse undersøgelser håbede han at kunne fastlægge solarkonstanten for at kunne give vejrforudsigelser.[1] Han mente, at Solen var en variabel stjerne, som påvirkede Jordens vejr, hvilket gav anledning til kritik fra mange af hans samtidige. I 1953 opdagede han en forbindelse mellem solvariationerne og planeternes klimaer. Denne opdagelse gjorde det muligt at forudsige generelle klimamønstre op til 50 år frem i tiden.[2] Han udførte feltarbejde ved Smithsonian Institution Shelter, som blev bygget i hans tid som direktør for SAO, ved Lick-observatoriet og ved Mount Wilson-observatoriet. Ved Lick samarbejdede han med W.W. Campbell. For at imødegå kritikere benyttede Abbot balloner med påmonterede pyrheliometere til sine målinger. Han var den første videnskabsmand i USA, der gjorde dette, og ballonerne nåede en højde på op mod 25 kilometer. En ballon sendte data tilbage, som gjorde det muligt for Abbot at bestemme solarkonstanten på det højeste punkt i Jordens atmosfære. I hans senere forskningskarriere vendte han sin interesse mod brug af solenergi.[4]
Som instrumentmager[4] opfandt han solovnen, der første gang blev opført ved Mount Wilson-observatoriet,[5] og solfangeren,[5] og han besad femten andre patenter med relation til solenergi.[1][6]
Videre læsning
Udvalgte udgivelser af Charles Greeley Abbot
The 1914 Tests of the Langley "Aerodrome". Washington, D.C.: Smithsonian Institution (1942).
An Account of the Astrophysical Observatory of the Smithsonian Institution. Washington, D.C.: Smithsonian Institution (1966).
Adventures in the World of Science. Washington, D.C.: Public Affairs Press (1958).
"Astrophysical Contributions of the Smithsonian Institution." Science. 104.2693 (1946): 116-119.
Samuel Pierpont Langley. Washington, D.C.: Smithsonian Institution (1934).
A Shelter for Observers on Mount Whitney. Washington, D.C.: Smithsonian Institution (1910).
Bibliografi
Davis, Margaret. "Charles Greeley Abbot." The George Washington University Magazine. 2: 32.35.
DeVorkin, David H. ""Defending a Dream: Charles Greeley Abbot's Years at the Smithsonian." Journal for the History of Astronomy. 21.61 (1990): 121-136.
Hoyt, Douglas V. "The Smithsonian Astrophysical Observatory Solar Constant Program." Reviews of Geophysics and Space Physics. 17.3 (maj 1979): 427-458
Oehser, Paul H.Sons of Science: The Story of the Smithsonian Institution and its Leaders. New York: Henry Schuman (1949).
Ripley, Sidney Dillon. "The View From the Castle: Weather prediction is not enough: what's needed is an early-warning system to monitor change in the environment." Smithsonian. 1.2 (maj 1970): 2.
^ abWarner, Deborah Jean (1975). "Biographical Memoirs: Charles Greeley Abbot". The American Philosophical Society Year Book 1975. The American Philosophical Society. s. 111-116. Hentet 11. april 2012.
^ ab"C. G. Abbot Named Assistant Secretary". Annual Report of the Smithsonian Institution for the year. Smithsonian Institution Archives. 1919. s. 3. Hentet 11. april 2012.
^"World Is Yours is Suspended". Annual Report of the Smithsonian Institution for the year 1942. Smithsonian Institution Archives. Hentet 11. april 2012.
^"Charles G. Abbot Retires as Secretary". Annual Report for the Smithsonian Institution for the year 1945. Washington, DC: Government Printing Office. 1946. s. 7. Hentet 11. april 2012.
^"Celebration of Abbot's 83rd Birthday". Annual Report of the Smithsonian Institution for the year 1955. Smithsonian Institution. 1955. s. 10. Hentet 11. april 2012.
_(LOC).jpg)
