Brydning under sommer-OL 2016 fandt sted 14. - 21. august og blev afviklet i Carioca Arena 2. Turneringen blev afholdt i to forskellige stilarter for mænd (fristil og græsk-romersk) og fristil for kvinder. Der var kvalificeret 344 brydere til de i alt 18 discipliner.
Format
Ud fra kvalifikationen var det muligt, at der kunne være op til 19 deltagere i konkurrencerne for herrer og op til 18 deltagere i konkurrencerne for damer. Hver disciplin startes og afsluttes samme dag. Derfor var der behov for afvikling af nogle få kvalifikationskampe inden der kunne overgås til det traditionelle elimineringssystem hvor de 16 tilbageværende brydere mødtes to og to efter lodtrækning. Brydere, der måtte ud i kvalifikationskampe var bestemt ved lodtrækning. Elimineringskampene fortsatte indtil der var fundet de to brydere, som skal mødes i finalen og så derfor skal kæmpe om guldmedaljen. Alle brydere der, på et eller andet tidspunkt, havde mødt en af de to finalister gik herefter til opsamlingsrunderne, hvor der igen blev kæmpet efter elimineringsprincippet. Opsamlingsrunderne var afsluttet når der kun var to brydere tilbage. Disse brydere mødte herefter de to tabere af semifinalerne og de to vindere af disse to ”opsamlingssemifinaler” blev tildelt bronzemedaljer.
Tidstabel
Der var to sessioner af konkurrencer hver dag. Bortset fra sidste dag, blev den første session (kvalifikation og eliminering) gennemført fra 10:00 til 13:00 og den anden session (opsamlingsrunder, bronzemedaljekampe og finaler) blev gennemført fra 16:00 til 19:00.