|
Boris Vian
| Boris Vian |
|---|
![]() | |
| Pseudonym | Bison Ravi, Andy Blackshick, Xavier Clarke, S. Culape, Aimé Damour, Michel Delaroche, Joëlle Du Beausset, Gérard Dunoyer, Jules Dupont, Bison Duravi, Fanaton, Hugo Hachebuisson, Zéphirin Hanvélo, Onuphre Hirondelle, Amélie de Labmineuse, Odile Legrillon, Otto Link, Thomas Quan, Eugène Minoux, Gédéon Molle, Josèfe Pignerole, Adolphe Schmürz, Vernon Sullivan, Lydio Sincrazi, Anna Tof, Anna Tof de Raspail, Claude Varnier, Boriso Viana  |
|---|
| Født | Boris Paul Vian
10. marts 1920
Ville-d'Avray, Frankrig |
|---|
| Død | 23. juni 1959 (39 år)
7. arrondissement i Paris, Frankrig |
|---|
| Dødsmåde | Naturlige årsager |
|---|
| Dødsårsag | Hjerteanfald |
|---|
| Gravsted | cimetière de Ville d'Avray |
|---|
| Statsborger | Frankrig |
|---|
| Søskende | Alain Vian |
|---|
| Ægtefæller | Michelle Vian (1941-1952),
Ursula Kübler (1954-1959) |
|---|
| Partner | Hildegard Knef |
|---|
| Børn | Carole Vian,
Patrick Vian |
|---|
| Sprog | Fransk |
|---|
| Genre | Jazz |
|---|
| Beskæftigelse | Kunstmaler, prosaist, trompetist, musikkritiker, jazzmusiker, sanger, journalist, dramatiker, manuskriptforfatter, oversætter med flere |
|---|
| Medlem af | Collège de 'Pataphysique, Hot Club de France |
|---|
| Påvirket af | Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre |
|---|
|
| Vokal, trompet | |
| Tête de méduse, Cantilènes en gelée, Écrits pornographiques, Le Chevalier de neige, Cinémassacre med flere | |
| Boris Vians hjemmeside | Information med symbolet  hentes fra Wikidata.
|
Boris Vian (født 10. marts 1920, død 23. juni 1959) var en fransk ingeniør, forfatter, jazztrompetist og kunstner. Han skrev undertiden under pseudonymet Vernon Sullivan.
Hans mest kendte litterære værk er L'Écume des jours ("Dagenes skum"). Han skrev desuden dramatik og poesi. Hans mest kendte sang er anti-krigssangen Le déserteur fra 1954. Han var desuden medlem i et selskab, hvis retning var mod "patafysik", en "videnskab" skabt af Alfred Jarry, [1] bedst kendt for sine skuespil om Ubu roi (kong Ubu). [2]
I den absurde roman Dagenes skum giver Vian en typisk skildring af et foredrag holdt af "Jean-Sol Partre" (= Jean-Paul Sartre):
"Enkelte kom i ligvogn, og gendarmerne stak et langt stålspyd tværs gennem kisten og naglede dem til egeplankerne for tid og evighed, så man ikke behøvede at tage dem ud igen inden begravelsen; det var bare lidt ærgerligt for dem, der faktisk var døde, og fik ligsvøbet ødelagt. Andre hoppede ned i faldskærm fra lejede fly (og der var slagsmål på Le Bourget for at komme op i flyene). Brandvæsenet stod klar til at tage sig af dem; kraftige vandstråler fangede dem i luften og fejede dem ud over Scenen (Seinen), hvor de druknede ynkeligt. Atter andre forsøgte at komme ind via kloakken. De blev mødt med spark af jernbeslåede sko på knoerne, idet de greb om kanten af hullet for at hejse sig op, og resten besørgede rotterne. Men intet kunne holde disse besatte mennesker tilbage. Spektaklet steg til store højder, og gav genlyd i skyerne med hule drøn."
Efter krigen var Boris og hans kone Michelle med i kredsen omkring Sartre. [3]
Bibliografi
- Dagenes skum (1947/74).
- Det røde græs (1950/83).
- Hjertetangen (1953/67).
- Sange i géle (1949/2001), digte.
- Efterår i Peking ([1993]).
Noter
- ^ The Paris Review - Remembering Alfred Jarry’s Controversial “Ubu Roi”
- ^ Ubu roi | Avant-garde, Absurdism, Satire | Britannica
- ^ Stand By Your Man | The New Yorker
 Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Eksterne henvisninger
|
|
