Bladbede

Mangold (videnskabeligt navn: Beta vulgaris subsp. vulgaris), i Danmark også kendt som bladbede eller sølvbede, er en toårig urteagtig plante i amarant-famil

Bladbede
Mangold
Mangold (bladbede) i forskellige farvevarianter.
Mangold (bladbede) i forskellige farvevarianter.
Videnskabelig klassifikation
RigePlanter (Plantae)
DivisionDækfrøede planter (Magnoliophyta)
KlasseTo-kimbladede (Magnoliopsida)
OrdenNellike-ordenen (Caryophyllales)
FamilieAmarant-familien (Amaranthaceae)
UnderfamilieBede-familien (Chenopodioideae)
SlægtBede-slægten (Beta)
ArtBede (Beta vulgaris)
UnderartMangold (Beta vulgaris subsp. vulgaris) L.
Hjælp til læsning af taksobokse

Mangold (videnskabeligt navn: Beta vulgaris subsp. vulgaris), i Danmark også kendt som bladbede eller sølvbede, er en toårig urteagtig plante i amarant-familien (Amaranthaceae). Den tilhører samme art som rødbede, sukkerroe og foderroe, men er gennem selektiv avl forædlet til at optimere bladpladen og de saftspændte bladstilke frem for rodknolden.[1]

Planten er værdsat for sin hårdførhed, sin kulinariske alsidighed og et usædvanligt højt indhold af mikronæringsstoffer, herunder især K-vitamin. Mangold har været dyrket siden antikken og findes i to primære typer: bladbeder, der primært dyrkes for de store blade, og sølvbeder, der dyrkes for de tykke, sprøde stængler. I lighed med spinat og rabarber indeholder mangold oxalsyre. Det er en robust grøntsag, der trives godt i et tempereret klima, hvilket gør den særdeles velegnet til dyrkning i danske køkkenhaver, hvor den ofte kan overvintre.[2]

Etymologi og taksonomi

Navnet mangold stammer fra middelhøjtysk. Den præcise sproglige rod er usikker. Friedrich Kluge påpeger, at navnet er dokumenteret siden det 13. århundrede, men dets oprindelse er uklar, selvom det dog historisk har været associeret med personnavnet Man-golt.[3] Den engelske betegnelse Swiss chard blev ifølge madhistorikere etableret i det 19. århundrede for at adskille planten fra franske varianter i frøkataloger.[4]

Botanisk opdeles mangold i to primære kultivargrupper:[5]

  • Cicla-gruppen (Bladbede): Sorter med fokus på bladpladen og tynde stilke.
  • Flavescens-gruppen (Sølvbede): Sorter med markant opsvulmede, kødfulde bladstilke.

Historie

Mangold nedstammer fra den vilde strandbede (Beta vulgaris subsp. maritima). De tidligste vidnesbyrd om dyrkning af beder stammer fra Middelhavsområdet og Mesopotamien. Aristoteles beskrev en rød-stilkket variant i det 4. århundrede f.Kr.[1][4] Gennem hele antikken og middelalderen var mangold en af de mest udbredte bladgrøntsager i Europa, indtil den i popularitet blev delvist fortrængt af spinat.

Ernæring og biokemi

Mangold er kendt for sin høje næringsstoftæthed og sine farverige stængler.

Næringsindhold

Ifølge tal fra USDA FoodData Central indeholder 100 g rå mangold:[2]

  • Vitamin K: 830 µg (ca. 700 % af det daglige referenceindtag).
  • Vitamin A: 306 µg (svarende til 6120 IU).
  • Mineraler: Særligt rig på magnesium (81 mg) og kalium (379 mg).

Oxalsyre

Ligesom spinat og rabarber indeholder mangold oxalsyre. Oxalsyre kan binde sig til calcium og jern i kosten og danne uopløselige salte, hvilket kan reducere kroppens optagelse af disse mineraler. Niveauerne mindskes markant ved kogning og kassering af kogevandet.[6]

Pigmenter og sekundære metabolitter

De karakteristiske røde, gule og orange farver i stænglerne skyldes betalainer (betacyaniner og betaxanthiner), som fungerer som antioxidanter.[7] Videnskabelige studier har desuden påvist forekomsten af syringinsyre i bladene, et flavonoid der har vist potentiale til at hæmme alfa-glucosidase, hvilket kan bidrage til stabilisering af blodsukkerniveauet.[8]

Dyrkning og plantesundhed

Mangold er en robust afgrøde, der trives i tempereret klima og tåler saltholdig jord.

Dyrkning i Danmark

I Danmark kan mangold sås direkte på friland fra april til midt i juli. Planten har en dybgående pælerod, hvilket gør den relativt tørketolerant, når den først er etableret. Fordi mangold er en toårig plante, vil den sætte blade det første år og først blomstre året efter. Den tåler en del frost og kan i milde vintre høstes helt ind i december, eller dækkes til og skyde tidligt igen det følgende forår.[9]

Sygdomme og skadedyr

Angreb af bladpletsyge (Cercospora beticola).
  • Sygdomme: Den mest udbredte sygdom er bladpletsyge forårsaget af svampen Cercospora beticola, som danner små gråbrune pletter med rødlilla rande.[10]
  • Skadedyr: Især bedefluens larver (Pegomya hyoscyami) kan forårsage skade ved at lave miner (gange) i bladene.[9]

Gastronomi

Mangold er en meget alsidig grøntsag i køkkenet og spiller en særlig central rolle i middelhavskøkkenet.

Rent kulinarisk er det værd at bemærke, at stænglerne og de mørkegrønne blade har forskellig struktur og tilberedningstid. Ofte separeres bladpladen fra stænglen, hvorefter stænglerne sauteres eller koges et par minutter, inden bladene tilsættes til sidst, da de hurtigt falder sammen, meget lig spinat.

  • Frankrig: I Nice anvendes mangold i den berømte tourte aux blettes, hvor bladene kombineres med rosiner og pinjekerner.[11]
  • Kroatien: En klassisk ret er blitva s krumpirom, hvor mangold koges med kartofler, hvidløg og olivenolie.[11]

Referencer

  1. ^ a b Zohary, D.; Hopf, M. (2000). Domestication of Plants in the Old World (engelsk) (3. udgave). Oxford University Press. ISBN 978-0198503569.
  2. ^ a b "Chard, swiss, raw (FDC ID: 170404)" (engelsk). U.S. Department of Agriculture. 2019. Arkiveret fra originalen 3. april 2019. Hentet 28. februar 2026.
  3. ^ Kluge, F. (2002). Etymologisches Wörterbuch der deutschen Sprache (tysk) (24. udgave). De Gruyter. ISBN 978-3110174731.
  4. ^ a b Elias, T.S.; Dykeman, P.A. (2009). Edible Wild Plants: A North American Field Guide (engelsk). Sterling Publishing. ISBN 978-1402767159.
  5. ^ Stephens, J.M. (2018). "Swiss Chard: Beta vulgaris L." (engelsk). University of Florida, IFAS Extension. Arkiveret fra originalen 14. april 2024. Hentet 28. februar 2026.
  6. ^ "Oxalsyre i grøntsager og frugt". Fødevarestyrelsen. Hentet 2026-02-28.
  7. ^ Kanner, J.; Harel, S.; Granit, R. (2001). "Betalains: A New Class of Dietary Cationized Antioxidants". Journal of Agricultural and Food Chemistry (engelsk). 49 (11): 5178-5185. doi:10.1021/jf0103025.
  8. ^ Pyo, Y.H. (2004). "Antioxidant activity and phenolic compounds of Swiss chard". Food Chemistry (engelsk). 85 (4): 551-559. doi:10.1016/j.foodchem.2003.07.027.
  9. ^ a b "Bladbeder er nemme og smukke". Landsforeningen Praktisk Økologi. Hentet 2024-05-22.[permanent dødt link]
  10. ^ "Vejledning om bekæmpelse af skadegørere i beder". Landbrugsstyrelsen. 2023.
  11. ^ a b Davidson, A. (2014). The Oxford Companion to Food (engelsk) (3. udgave). Oxford University Press. ISBN 978-0199677337.

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information:

Content Disclaimer

Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.

  1. The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
  2. There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
  3. It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
  4. Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
  5. Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.