Almuen er en bestemt del af befolkningen, typisk om nogle historisk laverestående befolkningsgrupper. I de allerældste kilder (f.eks. de ældste danskelove) findes ordet ikke; fra ca. 1300-tallet bruges det derimod ofte (oldnordiskalmugi, gammelt svenskalmoghe, gammelt danskalmughæ) med betydningen "hele folket", især "rigets fri og myndige mænd", dernæst bruges det også om landets befolkning i modsætning til kongen eller om borgerne i modsætning til øvrigheden ("borghemester, raad oc almughe").
I middelalderen bruges ordet almue – især i forbindelsen "mene" eller "meneghæ almughe" – om de lavere, ikke privilegerede klasser i modsætning til gejstlighed og adel ("biscope oc klerkæ, ridderæ oc swenæ, oc ganze oc menæ rikesens almughæ", som det hedder ved oprettelsen af Kalmarunionen i 1397). Senere får det betydningen: "Småfolk, især på landet" (fx "Bønder og meenig Almue, Huusmænd, Inderster", Danske Lov 2-23-1). Sidstnævnte betydning findes allerede hos Christiern Pedersen, som 1510 gengiver latin plebs ved "almuges folk".
Ordet bruges i dag sjældent, med mindre man taler om historiske forhold.
Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.