Adfærdsterapi

Adfærdsterapi er en form for psykoterapi som bruges til at behandle depression, nervøsitetsforstyrrelser, fobier og andre former for psykopatologi ved hjælp

Adfærdsterapi er en form for psykoterapi som bruges til at behandle depression, nervøsitetsforstyrrelser, fobier og andre former for psykopatologi ved hjælp af behavioristiske principper for ind- og aflæring af adfærd og følelsesmæssige responser. Kombineres i dag ofte med kognitiv terapi (kognitiv adfærdsterapi).

Eksempel: eksponering

En udbredt adfærdsterapeutisk teknik i forbindelse med behandling af fobi er eksponering, hvor klienten gradvist og gentagende gange bliver udsat (eksponeret) for den angstfremkaldende stimuli, fx en edderkop, i en tryg atmosfære. Klienten går fx fra at betragte en lille edderkop på afstand, til at røre ved den, til at sidde med den i hånden, til at sidde med en større edderkop i hånden, osv. Klienten lærer derved, på en meget håndgribelig måde, at den angstfremkaldende stimuli ikke er farlig, og fobien aftager eller helbredes. Det behavioristiske princip i dette eksempel er "negativ forstærkning" (fravær af noget ubehagelig, hvilket vil forstærke en adfærd, der tidligere var inhiberet pga. forventning om ubehagelig konsekvens). Det samme princip med gradvis eksponering anvendes ved behandling af andre typer af fobier, fx socialfobi eller højdeskræk.

Adfærdsterapi kombineres i dag ofte med kognitiv terapi (kognitivt adfærdsterapi), hvor man også undersøger og taler om klientens forestillinger og følelsesmæssige reaktioner, dvs. ikke kun interesserer sig for den ydre adfærd. Fx vil man i i eksemplet med edderkoppen indledningsvist undersøge hvilke (urealistiske) forestillinger klienten har om edderkoppers adfærd og hvordan forestillingerne er opstået, for bedre at kunne tilrettelægge eksponeringsfasen, så de urealistisk negative forventninger kan afkræftes.

Karakteristika ved adfærdsterapi

Af natur er adfærdsterapier empiriske (datadrevne), kontekstuelle (fokuserede på miljøet og kontekst), funktionelle (interesseret i den effekt eller konsekvens som en adfærd i sidste ende har), monistiske (afviser sind-krop-dualisme og behandler personen som en enhed) og relationelle (analyserer birettede interaktioner).[1]

Fodnoter

  1. ^ Sundberg, Norman (2001). Clinical Psychology: Evolving Theory, Practice, and Research. Englewood Cliffs: Prentice Hall. ISBN 0130871192.

Content Disclaimer

Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.

  1. The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
  2. There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
  3. It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
  4. Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
  5. Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.