Acela Express er de eneste højhastighedstogsæt i Nordamerika. Togsættenes maksimale hastighed er 240 km/t, dog er gennemsnitshastigheden på strækningen mindre end halvdelen, 110 km/t. Acela er blevet populær hos forretningsrejsende, og efter nogle målemetoder har det opnået over halvdelen af markedsandelen af fly- og togrejsende mellem Washington D.C. og New York City.[2] Mellem New York City og Boston har Acela Express opnået op til 37 procent af det kombinerede marked for tog- og flyrejsende.[3][4]
I regnskabsåret 2010 havde Acela 3,2 millioner passagerer,[5] mens den travleste Amtrak-rute, den noget langsommere Northeast Regional, der blandt andet dækker samme strækning, havde 7,1 millioner passagerer i 2010[5], på grund af rutens lavere billetpriser og flere stationer undervejs. Acela Express er en af de få Amtrak-ruter, der giver overskud; de to ruter tilsammen genererer over halvdelen af Amtraks samlede indtægter.[6] I 2010 havde Acela Express en samlet indtægt på 440.119.294 dollar, mod 409.251.483 dollar i 2009.[5]